Busbilletter eller menneskeskæbner – den danske regering svigter i EU

29 okt 2010 I Debatter og kronikker

Mens avisoverskrifterne nu fyldes af en debat om, hvem der skal eskortere asylansøgere i Danmark til asylcenteret, så de ikke står af bussen på vejen, så fortsætter Danmark ufortrødent med at tvangssende afviste asylansøgere tilbage til Grækenland, selvom alle andre EU-lande har stoppet den praksis.

Det har de fordi der kører en principiel sag netop nu ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I Danmark sender vi alle ansøgere tilbage, heriblandt små børn. Også selv om vi ikke kan vide, hvilken skæbne de møder. Asylansøgerne er desperate – med god grund. Hvem husker f.eks. ikke den afghanske mor til fire, der i desperation syede sine læber sammen i protest mod udsendelsen. Udsendelserne sker uden hensynstagen til, at både FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR og Europarådets kommissær for menneskerettigheder Thomas Hammarberg gentagne gange har opfordret Europæiske regeringer til at stoppe tvangsudsendelser til Grækenland, fordi det græske asylsystem er brudt helt sammen.

For nyligt trak menneskerettighedsdomstolen så i nødbremsen og sikrede, at de asylansøgere, der lige nu sidder i et dansk asylcenter og frygter for at blive sendt tilbage til deres hjemland via Grækenland, fordi deres flugtrute krydsede landet på vej til Danmark, for en periode kan ånde lettede op. For deres udsendelse er sat i bero, i hvert fald indtil grækerne får styr på deres asylsystem. Men dette har lange udsigter, og mens der hersker kaos i Grækenland, venter disse familier i ingenmandsland, mens de venter på den dag, det bliver deres tur til at blive tvangsudsendt.

Sagen rejser et principielt dilemma. For hvordan skal EU tackle asylproblemerne? Hvad skal vi stille op med de tusinder og atter tusinder, som hvert år rammer Grækenlands kyst i en gummibåd, som får tæsk af det græske politi og en besked om at skride længere op i Europa? Og som efter en sørgelig rejse rundt i Europa ender med – helt i henhold til reglerne – at blive sendt tilbage til Grækenland, hvor de kan få flere bank og i bedste fald bo illegalt på gaden – og i værste fald kan blive sendt hjem til det, de flygtede fra, hvilket ofte betyder tortur, fængsel eller død? Og bliver resten af Europa ikke nødt til at tage det alvorligt, når UNHCR kalder situationen i Grækenland for en humanitær krise?

Det er på tide, at vi tager ansvar for alle de menneskeskæbner, der bliver kastet rundt imellem landene i Europa. Vi har et fælles ansvar for at få det græske og europæiske asylsystem til at fungere, og sikre en værdig og sikker asylproces, både for ansøgernes skyld, men så sandelig også for Europas skyld.

Det skal først og fremmest ske, ved at vi får ophævet retsforbeholdet, så vi kan sidde med ved forhandlingsbordet og kan være med til at præge den fremtidige politik på et område, som kun ser ud til at vokse i fremtiden. Og så må EU i fællesskab harmonisere reglerne på området og sikre, at incitamenterne til at flygte til Europa ændres ved blandt andet i højere grad at bekæmpe illegalt arbejde i især Sydeuropa.

Det her er en sag, som ikke kan løses i Danmark alene. Men det ville klæde regeringen at deltage i arbejdet med at tage ansvar – og ikke bare sende ”problemet” – rigtige, levende mennesker, videre til de andre EU-lande. På et tidspunkt kunne vi jo risikere, at den indstilling blev gengældt.

Anne Martens, hovedbestyrelsesmedlem og Sofie Carsten Nielsen, folketingskandidat, Radikale Venstre

Bragt i Kristeligt Dagblad 29. 10. 2010