Velfærdsstaten behøver dig!

4 jan 2011 I Debatter og kronikker, Reformer

Danmark er endt i en blindgyde, hvor alle skælder ud på velfærden, selv om den aldrig har været dyrere. Det sker samtidig med, at de fleste økonomer samstemmende prøver at råbe politikerne op og advare mod, at det økonomiske grundlag for velfærden smuldrer. Der er færre og færre til at løfte og levere den velfærd, som flere og flere mener de har krav på. Over halvdelen af danskerne i den arbejdsduelige alder arbejder ikke, men modtager overførselsindkomst. 700.000 voksne danskere under pensionsalderen er på varige offentlige ydelser.

Efter ni år ved magten, tør statsministeren nu endelig tage fat i noget af problemet: Efterlønnen. Men der skal meget mere til. Vi vil gerne supplere her og levere inspiration til en ny regering.

I begyndelsen af 2010 lavede Ugemagasinet Mandag Morgen en stor analyse, der viser, at Danmark er på vej ud i en kriseperiode uden sidestykke.  Analysen blev præsenteret under overskriften Nu begynder de 40 magre år. Her kan man læse, at krisen kun i meget lille grad skyldes den internationale finansielle og økonomiske krise. Hovedproblemet er de voldsomt stigende udgifter, fordi vi får færre og færre unge, der kan yde. Samtidig kommer der stadig flere ældre, der skal nyde. Det er den såkaldt demografiske bombe, som også ligger under mange andre vestlige samfund.

Det er ifølge Mandag Morgen en ny normaltilstand, der vil være mere langvarig, end de fleste forestiller sig, og få omfattende konsekvenser for den danske velfærdsstat. Vi kan ikke udbygge, ikke engang fastholde velfærden som vi kender den, når indtægterne svinder og udgifterne stiger. Vi er derfor tvunget til at gentænke velfærdsstaten. Vi må opfinde velfærdsstaten igen.

Hvis Danmark var en virksomhed, ville administrationsafdelingen være den største og der ville være meget få ansatte i produktionen. Udviklingsafdelingen ville mangle højtuddannede medarbejdere og alt for mange af de ansatte ville være taget på mere eller mindre permanent ferie. Med andre ord: Der er for få til at trække læsset. Og der mangler vigtige hænder til samfundets nøgleopgaver.

Vi står over for langvarige problemer, som kan ende med at undergrave den velfærdsstat, vi kender – den der giver os gratis uddannelse, gratis adgang til sundhedssystemet, et socialt sikkerhedsnet, som hjælper os videre når vi bliver udsat for alvorlige sociale hændelser osv. Velfærdsstaten er truet.

Vi kan ikke redde velfærden ved at udskrive flere skatter, for vi har allerede verdens højeste skattetryk. Skal vi holde på de højtuddannede, skal skatten heller ikke stige yderligere. Danskerne bakker stort set op om det høje danske skattetryk, men kun hvis de får meget velfærd for pengene. Og det bliver de ikke ved med at få, som det ser ud nu.

Det er på høje tid, at vi indretter velfærdstaten efter realiteterne og ikke efter ønsketækning. Hvis vi ikke gør det, mister vi selve kernen i velfærden, som har gjort Danmark til et af de tryggeste lande i verden. Og et af de rigeste. Med andre ord: Skal velfærden sikres på de vitale områder – og det mener næsten alle danskere – er der andre områder, hvor vi må slagte hellige køer og gøre op med gamle dogmer.

Hvis vi skal redde velfærden, skal vi turde tænke nyt.

1: Vi skal turde prioritere. Det gør ondt, men det er nødvendigt. På sundhedsområdet skal vi give de faglige eksperter mulighed for at prioritere, hvad der er vigtigst for flest. Vi skal have mod til at stille de rigtige spørgsmål:
Er det nødvendigt, at vi giver en dyr behandlingsgaranti på en måned for de lidelser, der hverken er livstruende eller stærkt invaliderende?

Skal velfærdsstaten betale for fedmeoperationer, hvis pengene var givet bedre ud til forebyggelse af livsstilssygdomme?

Skal vi bruge mange hundrede tusinder på en behandling, som i bedste tilfælde forlænger livet et par måneder for en kræftpatient, men ikke nødvendigvis livskvaliteten?

Vi SKAL have mod til at spørge: Når der ikke er råd til alt – hvad er så vigtigst?

2: Vi skal turde et opgør med tilskudssamfundet, hvor næsten alle modtager sociale overførselsindkomster i løbet af livet – også dem, der ikke har behov. Her skal vi have modet til at spørge:

Har vi råd til at lade velfungerende, ressourcestærke danskere gå på efterløn, når vi om ganske få år kommer til at mangle arbejdskraft?

Har vi råd til at udbetale børnecheck til familier med høje indtægter, når skolerne forfalder, og der ikke er råd til at samle de mange unge op, der ender uden en uddannelse?

Har vi råd til at udbetale folkepension til ældre, der har kunnet spare op til store private pensioner og har store arbejdsgiverbetalte pensioner og som måske også har fået en dyr samfundsbetalt uddannelse, når der ikke er råd til ordentlig forskning og udvikling på de højere læreranstalter?

3: Vi skal turde gøre op med rettigheder uden pligter. Det skaber øget livskvalitet, når man mærker, at man behøves. Når vi ikke kun arbejder for os selv og for vores nærmeste, men for det fællesskab, vi nyder godt af. Mange beretter om den glæde de har ved at hjælpe naboer, venner, socialt udsatte eller ældre i lokalsamfundet. At give noget til sit civilsamfund giver en bedre forståelse for, hvordan andre har det på tværs af sociale og kulturelle skel. Ressourcestærke borgere kan yde mere, så de offentlige midler kan gå til dem, der virkelig har behov.

Den tid er forbi, hvor vi som borgere i Danmark kunne nøjes med at gå op i hvad vi har ret til at modtage. Tiden er kommet, hvor vi skal spørge, hvad vi kan bidrage med. Udgangspunktet for en moderne, intelligent velfærdsstat må være, at vi hver især yder, så meget vi kan. Vi skal bort fra automatudbetalinger til alle og frem til en velfærdsstat, der er fleksibel, og som indretter sig efter den enkelte borgers behov og muligheder for at yde. Også dem, der er dømt mere eller mindre ’ude’ – danskere, som på grund af sociale og fysiske eller helbredsmæssige begrænsninger ikke kan bidrage lige så meget andre. Alle kan bidrage en lille smule, og de fleste bliver mindre syge, mindre udsatte og mere integrerede som medborgere, når de får lov at bidrage til fællesskabet – så lidt det end måtte være, de kan bidrage med. Velfærdsstaten har brug for dig!

Se mere om vores forslag på www.nyvelfaerd.dk

Af Karen Lumholt, Camilla Hersom og Sofie Carsten Nielsen, folketingskandidater for R
Bragt i Berlingske Tidende 4. januar 2011