Europa lever!

8 maj 2013 I Sofies Nyhedsbrev
I dag 9. maj er det Europadag. EU bliver 55 år. Tillykke til os!
 
I fredags læste jeg denne klumme i Financial Times: Smil hvis du er europæer.
 
På trods af krise og meget triste tilstande i nogle dele af Europa, så har vi ikke oplevet krig siden EU’s skabelse og vi har ikke udsigt til det, lyder klummen. Med Kroatiens nylige optagelse i EU og optagelsesforhandlinger med både Serbien og Kosovo kan man vel nærmest tilføje tværtimod.
 
Syv af de ti højest rangerende lande på World Economic Forums ligestillingsindeks er europæiske. Seks af de ti højest rangerende lande i Transparency Internationals ”corruption perception” indeks er europæiske. Ud af de 136 rangerede lande for indkomstlighed er de 17 øverste europæiske. På FN’s indeks over muligheder for menneskelig udvikling rangerer både Grækenland og Spanien langt over rige arabiske nationer som Qatar.
 
Perspektiv er godt, og det leverer denne klumme. Spanien har enorm arbejdsløshed. Jeg besøgte Madrid og talte med både spanske politikere, arbejdstagere og arbejdsgivere for nylig. Det er slemt i Spanien, og det er svært for dem at gennemføre de nødvendige reformer. Så når de ikke kan reformere, skærer de ned med grønthøsteren for at betale af på gælden. Det er uholdbart, og de skal handle. Det ved de også godt. Alligevel er middelindkomsten i Spanien fortsat det dobbelte af hvad den var i 1980. Perspektiv er godt.
 
Europa står i sin værste krise siden EU’s tilblivelse. Den er langvarig, besværlig og kræver både langt mere disciplin af os alle. Særligt af de lande, der i årevis har undladt at leve op til de fælles krav til økonomisk styring, som de – vi – selv har været med til at opstille. Og så kræver den solidaritet. Og den kan være svær at opdrive, når krisen kradser.
 
Men vi skal finde frem til den. For vi er afhængige af hinanden i Europa. Og EU skal bruge kræfterne på at løse de konkrete udfordringer, vi har i stedet for at tale stolpe op og ned om traktater. Det er os politikere, der skal holde øjet på bolden! Men det hele handler heller ikke kun om krise. F.eks. har EU endelig efter mere end 20 års tovtrækkeri fået vedtaget forslaget om at oprette en europæisk patentdomstol. Sådan kan EU skabe vækst. Domstolen vil give virksomheder der søger patenter milliardbesparelser og den vil styrke den europæiske videnøkonomi. 
 
EU handler. Europa lever. Jeg er i dag en smilende europæer.
 
 

Morten Helveg kandidat til Europa-Parlamentet

I tirsdags blev Morten Helveg Petersen opstillet som kandidat til Europa-Parlamentet for Københavns Omegns Storkreds. På en måde har Morten og jeg byttet plads. Jeg var spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2009. Morten sad i Folketinget for Københavns Omegns Storkreds. Nu er det omvendt og Morten har min fulde opbakning som kandidat til Europa-Parlamentsvalget. Det et vigtigt valg, og Morten er en stærk kandidat. Det skal vi være glade for.
 
 

På virksomhedsbesøg22. april besøgte jeg Toms Gruppen A/S i Ballerup og fik en god snak med Toms koncerndirektør, Jesper Møller, om vækstplanen og de udfordringer og muligheder, Toms som produktionsvirksomhed har i Danmark. Læs om besøget på Ballerup Bladets hjemmeside. Hvis din virksomhed også kunne tænke sig, at invitere mig til en snak, skal du være meget velkommen til at skrive til mig på Sofie.Carsten.Nielsen@ft.dk