Samarbejde, dialog og ansvarlighed

21 mar 2013 I Sofies Nyhedsbrev

Et øjebliksbillede af dansk politik kan godt efterlade én med en lidt resigneret fornemmelse. Personfnidder og interne uenigheder i partierne fylder mediebilledet og analyser viser, at politikerleden breder sig. Regeringspartierne bidrager desværre selv til en del af underholdningen. Det er ærgerligt.

I Radikale Venstre holder vi øjet på bolden. Vi ved godt, at det ind imellem måske går lige lovlig stærkt, men vi er forpligtet til at handle. Danmark er stærkt udfordret i disse år. Men lykkes det med at skabe flere private arbejdspladser til at erstatte de mere end 100.000, vi har mistet under krisen, så hjælper vi også de kvinder, der har været ti år på kontanthjælp, de mænd, hvis dagpengeret er opbrugt, og de unge, der overvejer om de kan få et arbejde, når de er færdige med at studere. Væksten kommer os alle til gode. Derfor er en ansvarlig økonomisk politik i højsædet.

Jeg gør personligt alt hvad jeg kan for at komme ud af Christiansborg og rundt til møder med partimedlemmer, virksomheder, organisationer og vælgere, ligesom jeg bruger en del kræfter på at svare på de mange henvendelser, som mange mennesker med god grund har i øjeblikket. Om bl.a. SU-reform, kontanthjælpsreform, folkeskolereform og ikke mindst Vækstplan DK, som bliver forhandlet i disse uger. Dialogen er afgørende for mit politiske virke. Derfor vil jeg meget gerne høre din holdning. Vær med!

Skriv til mig på rvscni@ft.dk hvis du har spørgsmål til vores politik. Deltag i debatterne på min Facebookside eller følg mig på Twitter. Du kan også følge med i politiske udmeldinger, min aktivitetskalender og meget mere på min hjemmeside.
Kom også gerne til mine debatmøder eller inviter mig på besøg på din virksomhed eller arbejdsplads, hvis den ligger i Københavns Omegn.

Mig i medierne
Der er megen debat om folkeskolereformen og jeg er, også lokalt, kommet med mit besyv. Læs her hvorfor jeg mener, reformen ruster vores børn til den globale verden og giver tid til en mere varieret hverdag som sikrer bedre indlæring.

Tal politik med mig
Prioritering – finanspolitik handler om, hvad vi prioriterer nu og i fremtiden. Og hvorfor.
Kom og vær med, når jeg debatterer fremtidens finanspolitiske prioriteringer med Joachim B. Olsen, onsdag d. 3. april kl. 19. Se facebookeventet her.
Arrangementet finder sted i Øregårdssalen på Gentofte Bibliotek. Ses vi?