Landsmødetale 2011

11 sep 2011 I Taler

Kære radikale,

Vi har aben med på landsmødet i dag. Det har vi for at huske, at aben ikke skal sættes på børneværelset.

Aben er et billede på de skader, vi påfører klimaet. Det er ikke holdbart, at vi overforbruger af fossile brændstoffer. Der er holdbart, hvis vi investerer i grøn vækst.

Aben er de problemer, vi får, hvis vi tillader, at en stor gruppe danskere aldrig får foden inden for på arbejdsmarkedet. Det er ikke holdbart, at vi sætter halvdelen af danskerne på passiv forsørgelse. Det er holdbart, hvis vi laver sociale investeringer, har høje forventninger, og siger klart, at alle, der kan, skal give en hånd med i Danmark.

Aben er der, når vi ikke tør sige, at vi skal prioritere i sundheden, og at vi skal vælge i velfærden. Det er uholdbart at udstikke løfter til højre og venstre. Det er holdbart at inddrage dem, der ved noget i at lave nye løsninger, at have en klogere behandlingsgaranti og at investere i sundheds- og velfærdsteknologi.

Aben viser, hvad det kommer til at betyde for vores børn i tab af muligheder, hvis vi ikke åbner vores land for dygtige udlændinge. Det er ikke holdbart, at vi lukker os inde i Danmark. Det er holdbart, hvis vi arbejder aktivt for at få de bedste hjerner hertil, rækker hånden ud og siger, ”Welcome to Denmark”. Velkommen til alle, der vil være med til at gøre os dygtigere og klogere uden grænsebomme og pointsystemer.
Den valgkamp vi er midt i, den handler om vores børns fremtid. Faktisk er problemerne så tæt på, at den også handler om vores egen og særligt om de unges fremtid.

Det er derfor vi går på gaden, står på stationerne, taler i medierne, diskuterer på virksomhederne og på skolerne og deler materiale fra hus til hus helt frem til det sidste valgsted lukker på torsdag den 15. september.

Vi kan hente mod og vilje til at fortsætte ved at møde hinanden i dag. Vi vil finde kampgejst i at lytte til Margrethe, der har været enestående i valgkampen – og i tiden inden. Vi skal være stolte, hvis det lykkes os at få styrket radikale stemmer i Folketinget. Radikale stemmer, der holder fast i holdbarhed og hele tiden taler om fremtiden.

Men vi må ikke glemme aben. Det bliver svært at finde de løsninger, der skal sætte ham ud af børneværelset. Og det bliver endnu sværere at overvinde politiske uenigheder og kortsigtede hensyn og blive enige om løsninger, der virkelig er holdbare.

Men 10 år i opposition viser, at vi ikke er bange for svært! Det eneste, vi er bange for er, at vi ikke er modige nok i dag. At vi ikke er modige nok i morgen. Det eneste, vi er bange for, er, at angsten for at træffe holdbare beslutninger bliver siddende og helt gror fast.

Regeringen har i ti år vist, at den ikke har modet. Derfor skal vi have en ny regering. Vi peger på Helle Thorning-Schmidt. Jeg har fuld tillid til, at Margrethe vil inddrage den nye folketingsgruppe i, hvordan vi så bedst muligt får indflydelse. For mig handler det om, hvordan vi holder Danmark fast på en holdbar fremtid. Det er også det, valget handler om.

Aben er her i dag gjort levende af de vildt idealistiske og ualmindeligt hårdtarbejdende unge radikale, der er med til at føre valgkamp. Uden dem og uden de andre frivillige, der hjælper alle os kandidater, så var den radikale valgkamp ikke mulig. Der er ingen rigmænd, der betaler den radikale kamp. Der er kun menneskelig rigdom hos vores frivillige, men det bringer os så langt!

Så jeg holder efterhånden af aben, der har været med mig på gaden. Men lad os alligevel aflive den. Lad os få den holdbare politik, vi fortjener, som Danmark fortjener, og som vores børn fortjener. Den bedste vej til holdbarhed kender I godt: Det er en radikal stemme torsdag den 15. september.