Bedre sundhed - for de samme penge
Vi skal have en klogere behandlingsgaranti, der ikke sidestiller min mormors knæ og min venindes kræft. Vi skal have onlineopfølgning på f.eks. astmatikere og raske gravide, så vi kan frigøre 470 fuldtidsstillinger til bedre behandling. Vi skal bruge vores ret til at få den bedste behandling i andre europæiske lande.
Flere i job - færre på støtte
Alle, der kan, skal give en hånd med i Danmark. Uddannelser skal også indrettes til dem, der ikke vil læse teori i lange baner, så det f.eks. bliver muligt at arbejde med sundhed og pleje uden at skulle tage en længere videregående uddannelse. Vi skal bruge de vellønnedes børnecheck til at fordoble vores investeringer i forskning. Især i miljø-, sundheds- og velfærdsteknologier. Vi skal have udbredt hjemmeserviceordningen, så familier med lange arbejdsdage kan betale sig til praktisk hjælp.
Dygtige udlændinge - nye ideer
Vi skal arbejde aktivt for at få de bedste hjerner til Danmark. Når virksomheder gerne vil ansætte en udlænding, skal der gives grønt lys. Man skal forsørge sin ægtefælle, men vi skal afskaffe pointsystemer, hvor to menneskers kærlighed bliver til et spørgsmål om nytteværdi. Når man bor, arbejder og betaler skat i Danmark skal hele familien ligestilles med andre danskere.