Så fik ligestillingsminister Lykke Friis meldt sig på banen med sin vision for ligestilling. Vi skal have mangfoldighed, og vi skal have mændene med (Politiken 27.2.). Skønt, endelig at kunne se forskel på borgerlige ligestillingsministre. De sidste ti år er det nemlig gået fra postkort og pjecer til et snævrere og snævrere fokus på ligestilling som noget, der mangler i indvandrerfamilier. De stod så til gengæld også for al uligestillingen i Danmark. Men den vogn hopper Lykke Friis ikke på, og det byder vi velkommen. Desværre følger der ikke konkrete forslag til forandring med.
Hænger det sammen med, at ministeren ikke har meget opbakning til forandring i sit borgerlige bagland? I al fald kan man få den mistanke, fordi ministeren også siger, at hun ikke har tænkt sig at gøre noget ved, at hendes ministerkolleger ikke overholder ligestillingsloven, som kræver, at alle lovforslag tjekkes for, om de har ligestillingsmæssig slagside. Så afskaf dog loven, hvis du ikke vil efterleve den.
I en ren liberal samfundsforståelse handler ligestilling om, at kvinder skal indtage det offentlige rum, hvis de vil have indflydelse. De skal søge lederstillinger, og hvis de er kvalificerede, vil de få dem. På et tidspunkt. Det samme for minoriteter. Hold gejsten, vi skal nok opdage jer, hvis I virkelig er dygtige. På et tidspunkt.
Denne skelnen mellem den offentlige og private sfære gør det umuligt for en række borgerlige politikere at anskue ligestillingsudfordringerne som et politisk og kollektivt problem. Den manglende ligestilling i Danmark bliver, når det gælder bestyrelserne, rekrutteringsmekanismerne, iværksætteres forhold m.m.,set i forhold til de enkelte individer, der bliver berørt. Og hvor meget offer er man lige, bare fordi man ikke får en bestyrelsesplads? Bliver ligestilling gjort til et spørgsmål om den enkelte kvindes ret til direktørstilling og fed hyre, så er det let at latterliggøre projektet. Det har gjort sig gældende hos rækken af borgerlige ligestillingsministre, men desværre også hos en del af vores egne og gode politiske kolleger i Radikale Venstre. På den måde afskærer det borgerlige Danmark sig fra at diskutere det politiske indhold i ligestillingsdebatten og dermed diskutere ligestilling som politisk projekt med vælgerne og med hinanden.
Det er ikke fordi dette altid imødegås visionært eller konstruktivt fra en feministisk venstrefløj. Der er netop kommet et fint udspil fra S og SF, som vi godt kan ærgre os over, at vi som radikale ikke er med i, men vi må også erkende, at der ikke er så meget nyt i udspillet om kvoter for kvinder i bestyrelser, bedre lønstatistik og mere barsel til mænd, som alle er forslag, vi støtter. Udover de politiske partier er der få aktører på venstrefløjen, der blander sig konstruktivt i ligestillingsdebatten. Debatindlæggene kører fra fløj til fløj, men diskussionen er fraværende.
Indrømmet – og bare for at få det på det rene, hvis ikke det fremgår: Vi lægger os fladt ned. Vi har ikke været gode nok til at sætte ligestilling på den politiske dagsorden i Radikale Venstre, bl.a. fordi vi som parti er splittede. Det skyldes sikkert vores masochistiske radikale gener, men netop i den splittelse ser vi muligheden for en dybere politisk diskussion. Vi kan blive klogere, og det vil vi gerne være med til.
Muligheden er der netop nu. Fordi Danmark er i krise. Det giver plads til nytænkning og brud med dårlige vaner og forældede arbejdsmetoder. Indbygget i enhver krise ligger et kæmpe udviklingspotentiale. Og ligestilling bidrager ifølge blandt andre World Economic Forum, Europa-Kommissionen og Forsknings- og Innovationsstyrelsen til både vækst, velfærd og mere innovation.
Vi har begge oplevet organisationer, hvor mandedominansen først blev brudt, da man fik besluttet en bevidst mangfoldighedsstrategi. Og erfaringen var derefter: Innovationskurven steg markant, fordi der var flere perspektiver samlet omkring beslutningsbordet, når der skulle træffes afgørende beslutninger for organisationens fremtid. Og vores oplevelser er slet ikke enestående. Det er det samme mønster, man finder i alle de organisationer, der har en bevidst mangfoldighedsstrategi. Selv DI siger, at mangfoldighed giver innovation. Og innovation giver vækst.
Kvinder og mænds andel i bestyrelser indgår for os i en bevidst mangfoldighedsstrategi. Kønskvotering er fejlagtigt hos mange debattører, inklusive ministeren, blevet til kvindekvoter. Kønskvotering handler om at skabe balance, uanset om det er mænd eller kvinder, det drejer sig om. I det konkrete tilfælde med virksomhedsbestyrelser vil det i de fleste tilfælde være kvinder, der kvoteres ind, men vi ved fra det offentlige område vedrørende råd, nævn og udvalg, at der i dag kvoteres både mænd og kvinder. Det behøver ikke gå fra 0 til 50 på en dag. Vi respekterer, at rekrutteringsgrundlaget kan være forskelligt i forskellige brancher. Men det skal gå fremad år for år. Og det gør det ikke nu.
Derfor undrer det os, at Lykke Friis ikke er villig til at sætte mere handling bag de fine ord. Hun er jo også klimaminister. Og har netop fremlagt en ambitiøs energiplan, der pålægger virksomhederne en række afgifter. Vel netop i erkendelse af, at uden politisk pres, så rykker vi ikke fremad.
Vi ønsker os en strategi for ligestilling, mangfoldighed og vækst. Vi ønsker os en mangfoldighedsminister, som kan sætte handling bag ord. Ikke for vores skyld. Ikke for den enkelte kvinde eller mands skyld. For Danmarks vækst og muligheder i fremtiden.
Af Sofie Carsten Nielsen og Uffe Elbæk, folketingskandidater for Radikale Venstre
Bragt i Berlingske Tidende, 8. marts.